Værdigrundlag oktober 2006

Værdigrundlag vedtaget oktober 2006 for SOSU skolen Vestsjælland:

Værdier, vi vil lægge vægt på i sammenlægnings- og omstillingsprocesser:

Du kan i Social- og Sundhedsskolen Vestsjælland forvente at blive mødt med tillid, respekt og åbenhed og indgå i fællesskabet uanset køn, alder, tro, hudfarve, seksuel orientering og faglig baggrund.

Du kan forvente at indgå i fællesskabet og blive mødt med tillid, respekt og åbenhed.

Du kan gennem din adfærd sætte disse værdier på spil. Hvis det er tilfældet er både du og vi forpligtet til at tage problemet op.

Fællesskab


Du er forpligtet til at være opmærksom på fællesskabet og fællesskabet er forpligtet til at være opmærksom på dig.

Det er ikke kun et spørgsmål om, hvad fællesskabet kan gøre for dig, det er også et spørgsmål om, hvad du kan gøre for fællesskabet.

Du er ansvarlig for, hvordan fællesskabet forvaltes i din hverdag.

Du kan forvente, at der lyttes til dine ønsker og din faglige argumentation.

Når du har ønsker på dit faglige område, skal du tænke på, om samme eller andre områder i din eller andre afdelinger også har dette ønske. Du skal også tænke på om det, du ønsker, vil indgå i de overordnede planer for området i skolen både fagligt og teknologisk.

Der er ingen status at vinde, ved at have mere end de andre fag eller afdelinger har.

Tillid

Vi har tillid til, at der bag enhver handling er gode intentioner.

Tillid er ikke kun noget, fællesskabet viser dig, det er også noget, du viser fællesskabet.

Du er ansvarlig for at forholde dig til, hvordan tillid forvaltes i din hverdag.

Ingen står ud af sengen og går på arbejde for at genere sine medmennesker.

Men ingen kan vide, hvad du tænker og du kan ikke vide, hvad andre tænker. Alle har lov til at undre sig.

Forklar, hvorfor du handler, som du gør. Spørg, hvis du ikke forstår en handling eller et udsagn, undlad selv at motivsøge.

Respekt


Du kan personligt, kollegialt og fagligt forvente respekt og fællesskabet forventer også respekt fra dig.

Du er ansvarlig for at forholde dig til, hvordan respekt forvaltes i din hverdag.

Respekt er en individuel oplevelse. Selv om du er uenig i et synspunkt, så hav respekt for det enkelte menneske bag.

Hvis du oplever dig selv eller andre behandlet respektløst, så fortæl og forklar det til den person, som det handler om.

Åbenhed


Du kan forvente at blive mødt med åbenhed, ligesom fællesskabet forventer åbenhed fra dig.

Åbenhed er en forudsætning for kreativitet og udvikling.

Du er ansvarlig for at forholde dig til, hvordan åbenhed forvaltes i din hverdag.

Der er nye og andre måder at tænke og handle på. Hverken du eller vi har nødvendigvis tænkt dem alle.

Husk at tillid og respekt er to af de andre grundlæggende værdier i omstillings- og sammenlægningsprocesserne.

”vi plejer” er den største begejstringsdræber, der findes.

Hvordan gør vi værdierne levende i hverdagen


I alle projekter, opgaver og møder drøfter vi en værdi og værdiens liv i praksis. Der bruges cirka 10 minutter på dette i mødet.

Du er ansvarlig for at medvirke til, at værdierne gøres levende i din hverdag.

Det kan i begyndelsen føles langhåret, men langs ad vejen vil det blive en rutine at gøre værdierne levende i hverdagen for alle ansatte.

Det er ikke pinligt at holde fast på, at vi har aftalt at drøfte mindst én værdi som afslutning på møder eller projekter.

 
Social- og Sundhedsskolen Vestsjælland
Holbæk · Ringsted · Slagelse
Telefon 5944 3133
mail@sosuvest.dk